Demokrati og folkemøder på Himmelbjerget

Det er først og fremmest Steen Steensen Blicher, vi kan takke for, at Himmelbjerget er blevet et berømt og elsket udflugtsmål.

Blicher udgav i 1833 novellen “Himmelbjerget“, hvori han poetisk beskrev landskabet og kaldte det ”det danske Schwarzwald”.

I 1839 indbød Blicher til en stor folkefest på Himmelbjerget. Han mente, at der var brug for en folkelig vækkelse i Danmark. Danmark var et fattigt land på det tidspunkt. Der havde været Englandskrigene, statsbankerot, og så mistede vi Norge i 1814. Desuden var der i 1830’erne stigende utilfredshed med det enevældige system, og mange mente, at folket måtte inddrages og have politisk indflydelse.

Blicher havde sine egne ideer om, hvordan det kunne ske. En af hans ideer var at afholde store folkefester på Himmelbjerget, hvor almindelige mennesker – bønder, borgere embedsmænd osv. mødtes for at feste, tale og synge sammen. Alt sammen for at skabe fællesskab og ”opildne til kærlighed til fædrelandet”.

Til den første Himmelbjergfest i 1839 kom der 500-600 mennesker.

Himmelbjergfesten året efter i 1840 var tæt ved at gå i vasken, for Blicher havde ikke spurgt ejeren af Himmelbjerget om tilladelse til at holde folkemøde her. Og bonden Peder Nielsen brød sig ikke om, at en stor flok mennesker skulle vade ind over hans marker, så han nægtede Blicher og hans venner adgang.

Det var et problem, men det blev løst, da Kong Christian 8. var på besøg på egnen. Han meddelte simpelthen Peder Nielsen, at han ville købe Himmelbjerget. Derved blev det kongens ejendom med den bestemmelse, at der på Himmelbjerget skulle være fri adgang for alle og enhver til alle tider.

Himmelbjergfesterne i årene 1839-1844 var de første store folkemøder med politisk demokratiske undertoner i Danmark. Med tiden kom her helt op til 6.000-7.000 mennesker til festerne.

5 år senere – i 1849 – fik Danmark sin første frie Grundlov, der bl.a. gav danskerne forsamlingsfrihed, ytringsfrihed og religionsfrihed. Nu skal man ikke at overfortolke. Det var ikke på Himmelbjerget, at det danske demokrati blev skabt eller vedtaget. Men her blev det sagt – for første gang ved store møder med nogle tusinde mennesker – at landets politiske styre også var noget, der angik den almindelige befolkning.

På den måde var Himmelbjergfesterne en vigtig brik i indførelsen af folkestyre i Danmark.

Michael Drewsen, grundlægger af Silkeborg Papirfabrik, tog i 1854 initiativ til den første grundlovsfest på Himmelbjerget. Han ville fejre Grundlovens 5-års jubilæum og samtidig vise jydernes opbakning til den nye frie Grundlov. Regeringen havde nemlig foreslået at indskrænke de politiske rettigheder, som befolkningen havde opnået med Grundloven af 1849. Der kom også flere tusinde gæster til grundlovsfesten.

I 1862 mødtes Grundlovens Venner til et folkemøde, der indledte grundlovsfesternes gyldne periode 1862-1885. Møderne i de følgende år formede sig som store folkestævner med tusindvis af deltagere, som sang fællessange og lyttede til talere.

Ikke bare politisk var befolkningen delt i grupper og partier, det gjaldt også på det kirkelige område, og det afspejlede sig på Himmelbjerget. Grundlovsmøderne var domineret af grundtvigske højskolefolk og præster, men fra 1869 og de næste par årtier kom også Indre Mission på banen med store årlige missionsmøder med flere tusinde deltagere.

Hovedtaler var ofte Indre Missions mangeårige formand Vilhelm Beck, og det er grunden til, at der i 1929 rejstes en mindesten for Vilhelm Beck på Himmelbjerget.

I 1880’erne blev Himmelbjerget hjemsted for en ny type fester, nemlig amtsskyttefester, som også omfattede store gymnastikstævner. Den første skyttefest blev holdt på 100-årsdagen for Blichers fødsel, den 11. oktober 1882, hvor man på Himmelbjerget også afslørede en mindesten for Blicher og hans folkefester.

Skyttestævnerne samlede igennem 1880’erne og et stykke ind i 1890’erne store grupper af mennesker ikke blot til gymnastikopvisninger, men også fællessang og taler af kendte højskolefolk og politiske ledere.

Den 6. juni 1915 stimlede store menneskemængder sammen på Himmelbjerget. Dagen før var den nye Grundlov af 5. juni 1915 blevet vedtaget, hvor kvinder og tyende fik valgret. Hele 10.000 mennesker samledes for at fejre dagen med taler og sange og afsløring af den nyplantede Kvindeeg til minde om dagen.

En egentlig mindesten for kvindernes valgret rejstes først seks år senere, da Kvindestenen eller Dronningestenen til minde om dronningerne Margrethe 1., Dagmar og Thyra blev indviet.

Op igennem 1900-tallet har Himmelbjerget været mødested for utallige grundlovsfejringer og for skiftende politiske bevægelser. De mange talere og anledninger er nu for de flestes vedkommende glemt, men talerstolen på Himmelbjerget, som Anton Rosen udformerede i 1925, har med sine udskæringer af navne, portrætter og årstal bevaret mindet om en lang række danske og nordiske statsministre og andre ministre, forfattere og kulturpersonligheder, som i årenes løb har talt på Himmelbjerget.

Nogle af de største møder på Himmelbjerget i 1900-tallet stod EF-modstanderne for. Fra 1972, året for den danske folkeafstemning om tilslutning til EF, begyndte de at holde grundlovsmøder på Himmelbjerget.

Folkebevægelsen mod EF begrundede valget af stedet med, at det var her St. St. Blicher havde kaldt sammen til folkemøde for at ”vække folket til modstand”. Folkebevægelsens møder, som tiltrak EF-modstandere fra hele det politiske spektrum, fortsatte igennem 1970’erne og 1980’erne.

Tanken om at bruge Himmelbjergets tradition som demokratisk mødested og talerstol lå også bag den fornyelse af legepladsen på Himmelbjerget, som blev indledt i 2014. Her installerede man en række såkaldte sociale legeredskaber til grupper af børn, børnenes talerstol og en mini-kopi af Himmelbjergtårnet forsynet med rutsjebane og andet.