Eventyrlig tidsrejse på Himmelbjerget
Kom på en eventyrlig tidsrejse søndag den 15. september kl. 10-14, når Skanderborg Kommunes biblioteker introducerer appen ’Natureventyr’ på Himmelbjerget. Lav f.eks. dit eget tidsapparat eller design din helt egen natureventyr-badge.
Du har sikkert besøgt Himmelbjerget før, men vidste du, at du kan lytte til et helt særligt eventyr deroppe?
”Et Natureventyr er skrevet helt specielt til lige præcis det område, det foregår i. Med appen i hånden bliver Himmelbjerget til et Tidsrejse-eventyr, og Dyrehaven bliver scene for en skovtroldefest. Eventyrene tager udgangspunkt i områdernes historie, natur og geografi, så både børn og voksne tager en smule klogere hjem fra eventyr” fortæller kulturformidler Randi Kristensen fra Ry Bibliotek.
’Tidsrejsen på Himmelbjerget’ er et eventyr, der handler om søskendeparret, Maja og Daniel, og deres bedstefar Rasmus, som kan rejse i tiden med sit lille tidsrejseapparat. Imens Bedstefar Rasmus er væk et kort øjeblik, lusker Maja og Daniel sig til at trykke på tidsrejseapparatet og ender langt tilbage i tiden – kan de mon finde hjem til nutiden igen? Sådan starter eventyret på Himmelbjerget, og uden at afsløre for meget, er det ingen hemmelighed at eventyret tager udgangspunkt i Himmelbjerget som ramme for Danmarks grundlov.
”Vi håber at se mange børnefamilier og bedsteforældre, der har lyst til at udforske naturen gennem eventyret – og måske endda blive klogere på vores fælles historie på vejen.”, udtaler Randi Kristensen og fortsætter: ”Og så har vi hyret både Kulturskolen og Genfortæl til at lave nogle fede aktiviteter på pladsen, som vi glæder os til at se børnene og deres familier hygge sig med.”
Udover at opleve naturen og blive klogere på Danmarks historie, kan børn og barnlige sjæle altså slå kreativiteten løs med udgangspunkt i eventyret. Her er der mulighed for både at lave tidsapparater med Kulturskolen, sætte sit eget præg på et eventyr med Genfortæl, og dekorere og lave sin helt egen natureventyr-badge med Biblioteket.
Til det uddyber Randi Kristensen: ”Vi har jo ikke blot som bibliotek en forpligtigelse til at formidle litteratur, men også til at være en aktiv kulturkraft i vores lokalsamfund. Derfor giver det god mening for os at bakke op om Skanderborg Kommune og den indkøbte adgang til natureventyret og formidle den lokale natur og historie.”
Natureventyr tilgås via app, og udover eventyret på Himmelbjerget findes der også et i Dyrehaven i Skanderborg. Som der står på hjemmesiden for Natureventyr: Gå på eventyr langs børnevenlige ruter i den danske natur.
Natureventyr er landsdækkende, og kan bl.a. også opleves i Norddjurs Kommune, som Skanderborg Kommunes Biblioteker blandt andet har sparret med i formidlingsprojektet. Arrangementet på Himmelbjerget er arrangeret af biblioteket og er støttet af Kulturring Østjylland, som led i et projekt om at synliggøre Natureventyr i Skanderborg kommune.
INFO:
Eventyret på Himmelbjerget henvender sig til børn i alderen 4-9 år, men alle børn og barnlige sjæle er velkomne til at være med.
Natureventyret er betalt af Skanderborg Kommune. Arrangementet er støttet af Kulturring Østjylland.
For yderligere oplysninger kontakt venligst:
Randi Kristensen, Kulturformidler v/ Skanderborg Kommunes Biblioteker
Email: Randi.Kristensen@skanderborg.dk
Tlf.: 87 94 28 85
Andre aktiviteter
Se alle aktiviteterHimmelhop med leg, musik, teater og kunst på plakaten
Der er mange muligheder for at komme rundt i området omkring Himmelbjerget både til fods og på cykel. Man kan f.eks. følge den 40 km lange Himmelbjergrute rundt om Himmelbjergsøerne med udgangspunkt på Himmelbjerget. Men der er mange andre afmærkede ruter i det smukke landskab i Søhøjlandet.