
Himmelbjerget før & nu
Oplev "Himmelbjerget før & nu" – en unik udendørs fotoudstilling, hvor fotograf Christian H. Nielsen genskaber motiver der viser Himmelbjergets forvandling gennem 150 år.
Som en del af fejringen af Himmelbjergtårnets 150-års fødselsdag har vi i tæt samarbejde med fotograf Christian H. Nielsen genskabt historiske fotos af Himmelbjergtårnet – mere end 100 år senere og fra præcis samme vinkel.
Christian H. Nielsen har mere end 100.000 følgere på Instagram, og har skabt et opslag på sociale medier; “Himmelbjerget før & nu”, hvor Christian i vinteren 2025 stod netop dér, hvor datidens fotografer stod, og med præcision og omhu fremkalder han forbindelsen mellem dengang og nu.
Motiverne viser, hvordan både tårnet og naturen omkring har forandret sig over tid. De originale arkivfotos er fundet i Det Kgl. Biblioteks arkiver, nogle af dem er taget helt tilbage i 1906. @detkglbibliotek
“Himmelbjerget før & nu” genskaber motiver fra den historiske Peter Elfelt-serie – ved præcist at placere sig, hvor de oprindelige fotografer engang stod, og indfange nutidens landskab i nøjagtig samme vinkel. Resultatet er en række fascinerende visuelle sammenligninger af Himmelbjergtårnet og det omkringliggende landskab, der forbinder fortid med nutid.
Motiverne er nu opskaleret og vises i stort format på plænen ved Himmelbjerget hele sæsonen – en sanselig og tilgængelig udstilling under åben himmel, hvor man kan gå på opdagelse i tidens gang og stedets forvandling.

Stier og ruter
Der er mange muligheder for at komme rundt i området omkring Himmelbjerget både til fods og på cykel. Man kan f.eks. følge den 40 km lange Himmelbjergrute rundt om Himmelbjergsøerne med udgangspunkt på Himmelbjerget. Men der er mange andre afmærkede ruter i det smukke landskab i Søhøjlandet.