Hero Image
6,4º

Naturstyrelsen fælder træer i skoven øst for Himmelbjerget

I de kommende uger vil der blive fældet nåletræer i skovområdet øst for Himmelbjerget. Fældningen sker som led i den almindelige skovdrift. Der er hovedsageligt tale om udtyndinger og enkelte rydninger af store sitkagraner, for at give mere plads og lys til naturlig foryngelse, hvor nye træer sår sig selv.

For nærmere information henvises til Naturstyrelsens hjemmeside på følgende link https://naturstyrelsen.dk/kontakt-os-lokalt/lokale-nyheder/2024/september/naturstyrelsen-faelder-traeer-i-skoven-oest-for-himmelbjerget

 

Opdateret den 25. september 2024

 

A.P. Møller Fonden støtter Himmelbjerget

Tårnkomiteen, som står for driften af området ved Himmelbjerget, har modtaget en generøs bevilling fra A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal på 15 millioner kroner.

Himmelbjerget er en af landets største turistattraktioner, og den 147 meter høje bakke ved Julsø mellem Ry og Silkeborg besøges hvert år af mere end 300.000 mennesker fra ind- og udland. Gæsterne kommer for at opleve Søhøjlandets enestående natur og historiens vingesus på stedet, hvor der første gang blev afholdt grundlovsfest i 1854.

De mange gæster slider på faciliteterne omkring Himmelbjerget, hvor ankomstområdet for dem, der ankommer i bil, i særlig grad trænger til et løft. Tårnkomiteen har derfor gennem flere år arbejdet på en plan for en gennemgribende modernisering af ankomstområdet.

Donationen fra A.P. Møller Fonden går til at sikre en mere helstøbt naturoplevelse for gæsterne bl.a. med etablering af en smukt anlagt træbro fra parkeringsområdet, hvorpå gæsterne kan gå til Himmelbjergets top gennem det enestående landskab. Projektet, der derudover omfatter publikumsfaciliteter med nye pavilloner og et nyt amfiteater med 500 pladser samt formidlingstilbud, er skabt af Tårnkomiteen i samarbejde med Naturstyrelsen og Skanderborg Kommune.

Det samlede projekt beløber sig til 35 millioner kroner, og Tårnkomiteen er i gang med at søge en række fonde om støtte til projektet.

 

Opdateret den 24. april 2024