Landskabsmalerne
De første guldaldermalere ved Himmelbjerget
De første guldaldermalere ved Himmelbjerget
Landskabsmalerne var længe om at opdage det indre af Jylland. I 1830’erne malede de fleste danske kunstnere billeder af København og den nærmeste omegn. Nogle rejste også til Italien især Rom for at male.
Men der var også enkelte malere, som havde læst St. St. Blichers historier fra Jylland. Og det havde gjort dem nysgerrige efter at komme over og se dette ukendte land. Det resulterede i, at den jyske hede og Himmelbjerget fra 1840’erne blev motiver hos guldaldermalere som blandt andre Dankvart Dreyer, Louis Gurlitt og Vilhelm Kyhn.
Den mest kendte Himmelbjergmaler – Vilhelm Kyhn
Den mest kendte Himmelbjergmaler – Vilhelm Kyhn
Især Vilhelm Kyhn har stor betydning for, at Himmelbjerget er blevet en del af den nationale kunst. Kyhn blev nemlig fast sommergæst i den nye Ry Stationsby fra begyndelsen af 1870’erne og de næste omtrent 30 år.
Kyhn drev desuden en tegne- og maleskole for kvinder, og hans atelier i København var samlingssted for en række yngre mandlige malere. Mange af dem rejste med på Kyhns årlige rejse til Jylland og blev ligesom han betaget af naturen og vendte tilbage gang på gang for at male. Derved blev der skabt en lille kunstnerkoloni i og omkring Ry Stationsby.
Blandt de landskabsmalere, som tilhørte kunstnerkolonien i Ry, og som har malet motiver omkring Himmelbjerget, kan bl.a. nævnes Harald Foss, Godfred Christensen, Hans Smidth, Johs. Boesen, Peder Mønsted, Hermann Carl Siegumfeldt, Carl Møller og Pauline Thomsen.
Mindesmærker
Mindesmærkerne på Himmelbjerget vidner om, at vi er på et historisk sted. Tårnet til minde om Frederik 7. og Grundloven af 1849 er naturligvis det største mindesmærke. Men rundt om på bjerget findes en række andre mindesmærker for personer og begivenheder, der har præget såvel bjergets som Danmarks historie.
Stier og ruter
Der er mange muligheder for at komme rundt i området omkring Himmelbjerget både til fods og på cykel. Man kan f.eks. følge den 40 km lange Himmelbjergrute rundt om Himmelbjergsøerne med udgangspunkt på Himmelbjerget. Men der er mange andre afmærkede ruter i det smukke landskab i Søhøjlandet.